• Hanne Birgit Gredal

    Lektor, Dyrlæge, ph.d., KU SUND

    Hanne Gredal afsluttede dyrlægeuddannelsen ved Den Kgl. Veterinær- & Landbohøjskole (KVL) i 2000, og arbejdede derefter i smådyrspraksis frem til 2006. I 2006 vendte hun tilbage til KVL, hvor hun, i et samarbejde med Chestergates Referral Hospital i England, lavede PhD om stroke/apopleksi hos hunde. Efter færdiggørelsen af PhD’en fortsatte hun i en årrække sin forskning inden for samme område. De seneste år har hendes forskning især omfattet non-infektiøse inflammatoriske CNS sygdomme (autoimmune meningit’er & encephalit’er), som udgør en stor patientgruppe i den neurologiske klinik, men hendes interesser inden for klinisk neurologi spænder vidt.

    Hanne er i dag lektor & specialdyrlæge i neurologi ved Institut for Klinisk Veterinærmedicin og en fast del af Neurologiklinikken og undervisningsstaben på Universitetshospitalet for Familiedyr, KU, hvor hun er kendt blandt studerende og kollegaer som en entusiastisk og dedikeret underviser.

     

    Speakers til følgende sessioner
    • 11:10 - 12:00 Neurologi med fokus på kat
      En kat er ikke bare en lille hund, og derfor må vi også tilpasse både vores neurologiske undersøgelse og vores liste af differentialdiagnoser, når vi tilser katte med neurologiske symptomer. I indlægget gennemgås den praktiske tilgang til neurologiske undersøgelse af katte samt udvalgte neurologiske tilstande hos kat herunder epilepsi og polyneuropati.
      13:15 - 14:00 Epilepsi - eller noget helt andet?
      Epilepsi er den hyppigste neurologiske lidelse hos hund, men der findes mange andre anfaldsfænomener, der indimellem kan udfordre vores diagnostik og lede os på vildspor i forhold til valg af behandling. I indlægget præsenteres forskellige differentialdiagnostiske anfaldsfænomener samt tips til at skelne mellem disse og epilepsi og vælge korrekt behandling.
      14:15 - 15:00 Refraktær epilepsi – når behandlingen ikke er ligetil
      Epilepsipatienter udgør en stor del af de neurologiske patienter i familiedyrspraksis. Nogle responderer prompte på behandling, mens vi hos andre kæmper for at opnå en rimelig anfaldskontrol. Hvilke værktøjer har vi behandlingsmæssigt, og hvordan rådgiver vi bedst ejere i forhold til behandling og prognose? Indlægget giver en opdatering på forskellige epilepsiformer og risikofaktorer samt behandlingsmuligheder hos hunde.
      15:45 - 16:30 Den svære balance – vestibulære tilstande hos hunde og katte
      Akutte vestibulære symptomer kan fremstå meget dramatiske, men patientens prognose afhænger først og fremmest af lokalisationen (perifer vs. central) og den underliggende sygdomsproces. Den neurologiske læsionslokalisation og samlede vurdering er af stor betydning for den videre diagnostik og behandling, og kan reelt komme til at betyde ’liv eller død’ for patienten. I indlægget gennemgås redskaber til lokalisation af vestibulære symptomer og diagnostisk plan samt behandling og prognose for hunde & katte med vestibulære symptomer.
      16:45 - 17:30 Steroidresponsiv meningitis – hele vejen
      Steroidresponsiv meningitis (SRMA) rammer altovervejende unge hunde i vækst og udvikling, og en korrekt diagnose er derfor af yderste vigtighed, inden man opstarter behandling med store doser prednisolon. Indlægget fokuserer på optimal diagnostik og behandling af hunde med SRMA, men også på bivirkninger ved behandling, og hvor vigtig kommunikation af disse bivirkninger er for et succesfuldt behandlingsforløb.
Cookies policy