• Grænseforeningen - for en åben danskhed

    Grænsekontrol og vildsvinehegn. Dåseøl og Ritter sport. Tysk og dansk. Hvad forbinder du med grænselandet? Kig forbi i Grænseforeningens telt ”Mindretal, identitet og medborgerskab”, mød vores unge og bliv klogere på det dansk-tyske grænseland, på områdets erfaringer med kulturmøder og på mindretal generelt. Med udgangspunkt i erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland, får du mulighed for at forholde dig til en række samfundsrelevante problemstillinger. Der vil være oplæg, udfordringer, lege, quizzer og masser af muligheder for at komme i dialog med unge, der har en bindestregsidentitet. De har typisk to sprog og to kulturer med i deres bagage. Hver især har de nogle personlige historier, der kan sætte nye perspektiver på, hvad det vil sige at være dansk. De er med til at vise, at danskerne findes i mange modeller og at vi godt kan være både fælles og forskellige på samme tid. Der vil være unge fra Grænseforeningen Ungdom, Kulturmødeambassadørerne, der er et korps af unge fra både grænselandets mindretal og andre etniske minoritet, Elevambassadørerne, der er unge fra de tre mindretalsgymnasier i grænselandet og SSW-U, der er det danske mindretals ungdomsparti.

    Aktiviteter i stadepladsen
    Kan du uden videre gå gennem paskontrollen eller forcere vildsvinehegnet? Kom forbi og se om du kan klare udfordringerne, der bringer dig sikkert over grænsen. Måske der venter en lille belønning på den anden side. Det vil være muligt at deltage i udfordringerne løbende både torsdag og fredag. Kom og se, hvor god du er til sydslesvigsk. Tage en dansk-tysk statsborgerskabstest. Gæt en Genforeningssten. Du kan løbe deltage i forskellige små quizzer, der har med mindretal og grænselandet at gøre. Der er små præmier til de dygtige.
     Om os
    Grænseforeningen er en folkeoplysende organisation, der ud fra sloganet ”For en åben danskhed” arbejder for at udbrede kendskabet til grænselandets forhold. Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland viser, at man ikke behøver at være enten dansk eller tysk, men sagtens kan være både-og. Foreningens vision er at bruge dette som inspiration i en verden under forandring. Grænseforeningens unge ambassadører har alle bindestregsbaggrunde. De besøger uddannelsesinstitutioner og foreninger, hvor de laver workshops og går i dialog om temaer som kulturmøde, grænser, mindretal, identitet, nationalitet og medborgerskab. Grænseforeningen Ungdoms formål er at fremme forståelse, dialog og samarbejde mellem forskellige kulturer og på tværs af grænser for at styrke det demokratibærende fællesskab.

    Stadeholdere til følgende sessioner
    • 09:00 - 10:00 Fordomme? Det er da bare for sjov!
      Tyskerne har ingen humor. Danskerne er dårlige bilister og drikker alt for meget øl. Franskmændene er arrogante. Og sådan kan man blive ved. Vi har alle fordomme om ”de andre”. Hvilke fordomme har du om andre mennesker, lande, kulturer og sprog? Vi vil lukker op for en åben dialog om de fordomme, vi alle har. Især dem, der har med dansk-tyske relationer at gøre. Hvilke forestillinger har vi om tyskerne og hvilke forestillinger har tyskerne om danskerne? Med udgangspunkt i en sjov leg, håber vi at få en afslappet dialog om vores fordomme, hvor de kommer fra og om der måske er noget sandt ved dem. Unge fra det dansk-tyske grænseland kommer med deres egne erfaringer med fordomme og prøver at rokke ved dem sammen med jer på en sjov, afslappet måde.
      10:30 - 11:30 Fortællehjørnet
      Hvad vil det sige at være en del af enten et nationalt mindretal eller en etnisk minoritet? Og hvordan adskiller det sig fra at være ’bare’ dansk? Læn dig tilbage og lyt til tre forskellige unges fortællinger om at være vokset op med flere sprog og kulturer i deres bagage. De tre unge er nogle af Grænseforeningens Kulturmødeambassadører.
      Efter fortællingerne vil der være mulighed for at stille spørgsmål.
      12:30 - 13:30 Er du sikker? Samtalesalon om hvorfor du ikke behøver at være bange
      Hvad er du sikker på? Hvad skaber frygt i dag? Og hvorfor er fremtiden ikke mere usikker end den altid har været? Måske ser man forskelligt på dette som barn, ung, voksen og gammel? Grundtvigsk Forum inviterer til samtalesalon hvor vi med udgangspunkt i 32 forskellige samtalekort om de store, de svære og de skæve spørgsmål i livet og lægger op til at udforske temaet sikkerhed. Tør du? Er du sikker? Giver vished sikkerhed? Hvad gør dig usikker? Hal Koch tog bladet for munden i en usikker tid og sagde: ”Det er samtalen og den gensidige forståelse og respekt, som er Demokratiets Væsen.” Hans ord fra 1945 er i dag stadig højaktuelle. Derfor åbner vi teltet op og byder på kaffe, slik og inspiration som forhåbentligt kan så nye frø og styrke den demokratiske samtale.
      14:00 - 15:00 Sydslesvig- et helt unikt sted.
      Det er et sted præget af danskhed, fordi der efter 1864 og 1920 opstod et dansk mindretal. I 2019 er der et hav af danske institutioner, som børnehaver, skoler, fritidsklubber og endda to danske gymnasier, der lever i en blandet dansk-tysk dagligdag, hvor store spørgsmål om identitet og tilhørselsforhold stilles. Når de to sprog blandes, opstår der nye ord og vendinger, der er sjove og interessante. Kom og få et hurtigt indblik i de unge sydslesvigers dagligdag på en sjov og lærerig måde med en runde Jeopardy Quiz om identitet, sprog, fordomme og grænselandet, ledet af unge fra de to danske gymnasier i Sydslesvig.
    • 09:00 - 10:00 Den store MINDRETALS QUIZ v. Anders Stegger
      Du kan godt begynde at forberede dig, for den store MINDRETALS QUIZ er en begivenhed, du ikke vil gå glip af. Kæmp mod eller med dine venner, bliv lidt klogere på mindretal og minoriteter og få et grin med Anders Stegger fra P3 som quizmaster.
       
      10:30 - 11:30 "Grænseløs Kærlighed"
      Kærlighed er noget med sommerfugle i maven, kaffedates og bryllup med suppe, steg og is. Eller er det? Vi vil diskutere forskellige måder hvorpå kærlighed, romantisk samliv og ægteskab foregår på og leves i Danmark. Vil du høre mere om, danskernes kulturelle forskelligheder, også når det angår kærligheden? Har du selv inputs til det ideelle kærlighedsliv? Eller kunne du bare godt tænke dig at komme i det romantiske hjørne? Så kik forbi. Grænseforeningen Ungdom byder indenfor til kærligheden uden grænser.
      12:30 - 13:30 Tysk er bare for nederen!
      Hvis du er en af dem, som har ondt i maven over at trække tysk til eksamen, så er du det rigtige sted. Hvis du trak tysk, blev glad og scorede 12, så er du også velkommen. Uanset om du gider tysk, ikke gør eller bare er særdeles ligeglad, så er du inviteret. Kom og deltag i vores humoristiske Kahoot-Quiz, der lægger op til en afslappet dialog omkring, hvad tysk og tyskfaget skal gøre godt for. Vi unge fra det danske mindretal glæder os til at dele vores erfaringer med jer. Erfaringer med tosprogethed, med at jonglere med flere kultur i hverdagen og med at have flere nationale identiteter. Kom og lad jer udfordre og udfordre os.
      14:00 - 15:00 Minoritets-speed dating
      Selvom du har en kæreste, kan du roligt tage på speed date hos os. Her bliver du meget klogere på danskere med med forskellige minoritetsbaggrunde; hvordan ser de sig selv? Hvor adskiller I jer fra hinanden? Og hvad kan lige netop I to gøre, for at vi kan leve sammen uden problemer? Du bliver sat sammen med en Kulturmødeambassadør, som du i op til 10 minutter får mulighed for at stille alle de spørgsmål, du har lyst til. Derefter ringer klokken, og du kan tage på date med en anden Kulturmødeambassadør, hvis du har lyst. Speed dating er ofte lidt nervepirrende, så vi har forberedt et par spørgekort, som I kan bruge til at komme godt i gang med samtalen, hvis I har brug for det.

      15:00 - 16:00 Afslutning af Ungdommens Folkemøde
Cookies policy