• Vaskeriet

    Taler til følgende sessioner
    • 15:45 - 17:00 Vaskeriet – tre bundlinjer med værdi gennem relationer
      Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede er et ikke helt almindeligt vaskeri. Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard har kaldt det ”en blanding af et godt gedigent stykke civil ulydighed og løsningen af et samfundsproblem”. Civil ulydighed fordi det er startet af to pædagoger, der ikke kunne finde rum og opbakning til deres idéer inden for kommunen. Løsningen af et samfundsproblem fordi det skaber inklusion og værdi for og med en meget marginaliseret gruppe i samfundet – medborgere med udviklingshæmning.

      På traditionelle vaskerier skal arbejdsgange effektiviseres og automatiseres for at skabe værdi. På dette vaskeri er det omvendt. Her bliver arbejdet – med vasketøjet og med kunderne – en anledning til at skabe relationer og få betydning for andre i relationer. Hver arbejdsgang bliver til en mulighed for at lære og lære videre til andre. Hvert kundemøde bliver til en mulighed for at opleve det at gøre en forskel for et andet menneske.

      For pædagogerne Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen er det indlysende, at det er sådan man skaber udvikling for alle mennesker – og naturligvis også for mennesker med udviklingshæmning. Og Vaskeriet skaber bemærkelsesværdige resultater. Medarbejderne med udviklingshæmning bliver trygge, lærer nyt, får kontakt til deres drømme om et arbejdsliv – og begynder at realisere dem et lille skridt ad gangen. På den måde er Vaskeriet en øvebane for udviklingshæmmede.

      Derudover har Vaskeriet to bundlinjer mere. Rent vasketøj og fællesskab for beboerne i boligforeningens afdeling Søvangen. Bundlinjen fællesskab udmøntes ved, at Vaskeriet er et lokalt mødested og et sted, hvor både ansatte og beboere kærer sig om hinanden, hvilket kan mærkes på stemningen og atmosfæren i området. De tre bundlinjer tilsammen giver en fornuftig økonomi og udgør en model for, hvordan en inkluderende arbejdsplads kan tænkes og organiseres på en helt ny måde.

      På denne workshop kan du komme på rundvisning i Vaskeriet og møde Pia og Katrine, der som pionerer har tænkt tankerne og fået det hele sat i gang. Du vil også møde medarbejderne med udviklingshæmning, der driver forretningen hver dag og samtidig øver sig på at følge deres drømme. Herefter er der tid til en dialog faciliteret af Kristin Birkeland fra Sager der Samler, hvor du kan blive klogere på principperne bag tilgangen i Vaskeriet og blive inspireret til at overføre den til andre sammenhænge hvor du ønsker at skabe inklusion, fællesskab og bæredygtige løsninger.


      Instagram: https://www.instagram.com/_vaskeriet_/

      Facebook: https://www.facebook.com/vaskerietaarhus

      https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/saadan-binder-udviklingshaemmede-vaskeriarbejdere-et-boligomraade-i-aarhus-sammen
       
Cookies policy